Ahhhh! Jeg har haft intet mindre end den dejligste start på ugen. Dagen startede godt nok alt for tidligt, da jeg vågnede lysvågen, mens det stadig var bælgmørkt udenfor. Men i stedet for at ligge og vende mig i et frustreret forsøg på at falde i søvn igen og sove til et mere menneskeligt tidspunkt, så jeg en film på Netflix. Sgu. Noget, jeg ellers alt for sjældent gør, vistnok fordi jeg på en eller anden fjollet måde føler, at jeg burde bruge tiden mere… fornuftigt? Mere effektivt. På at udrette noget, få noget fra hånden og alt det dér. Nåh, det må være mit sommerferieforsæt, at det skal jeg simpelthen blive bedre til, sådan noget med at læse en bog eller se en film, fordi jeg har lyst og uden at få dårlig samvittighed over ikke at lave noget praktisk eller udrette noget særligt. Det var i hvert fald herligt sådan at starte dagen med en god film, og da den var færdig, og jeg havde fået spist min morgenmad (i sengen – det er jo ferie), cyklede jeg frejdigt til yoga og træning i mit center, hvor jeg endte med at tilbringe et par timer af formiddagen. Det var rart og hårdt!
I skrivende stund sidder jeg med benene oppe og skriver dette indlæg med den ene hånd, mens jeg spiser en af de lækkerbiskener, som indlægget egentlig skulle have handlet om, med den anden.
Opskrift på vegansk kage
Lækkerbiskenerne (i mangel på mere rammende ord… Ismuffins? Bananiskager?) består af en dadelbund, et mellemste lag af banan og mandelmælk og en top af hindbærmos. Sådan i grove træk, for der er flere ingredienser i, men bare for ligesom at sætte scenen og give en idé om smagssymfonien i desserten 😉 Og den smagte GODT, skulle jeg hilse og sige. Jeg eksperimenterede lidt med forskellige slags bunde, men denne, som også indeholder kokos, var klart den bedste! Eneste fejl, jeg set i bagklogskabens lys begik, var, at jeg ikke lavede dobbelt portion af bunden… Det havde ikke gjort mig spor, hvis den havde fyldt lidt mere i forhold til bananisfyldet, som, bevares, også var godt, men jeg er altså en sucker for alt, der har med dadler at gøre. Så næste gang, der dobler jeg lige ingredienserne til bunden op 😉
I første omgang får I dog opskriften på vegansk kage, som jeg lavede den:
- 9 dadler
- 2 dl mandelmel
- ½ dl kokosmel
- 1 medium/stor banan
- 1 dl mandelmælk
- 1 tsk vaniljepulver
- 2 spsk kokosolie
- 1 spsk akaciehonning
- 2 dl hindbær
- 1 spsk chiafrø
- 1 spsk akaciehonning
- Blend dadler, mandelmel og kokosmel, til det får en sammenhængende konsistens
- Fordel dejen i bunden af muffinformene (jeg brugte gummiforme, hvilket fungerede super godt)
- Stil dem på frys, mens du laver fyldet
- Blend ingredienserne til fyldet og fordel over bundene
- Stil formene tilbage på frys i en halv times tid, eller til massen er nogenlunde stivnet
- Blend hindbær, chiafrø og akaciehonning, gerne lidt groft, så hindbærrene ikke bliver til puré, men stadig har lidt 'bid
- Fordel massen i formene over fyldet
- Stil formene på frys
- Tag iskagerne ud af fryseren 20 minutter inden, de skal spises, så de ikke er helt frosne, men har fået en blødere konsistens
- Velbekomme!
Relateret emner
Hvor mange bliver der til?
Hvor mange personer er opskriften til?
Hej
Jeg kunne godt tænke mig at prøve din opskrift men syntes ikke jeg nogen sted kan se hvor mange kager der bliver ud af opskriften.
Mvh Lis
Jeg er igang med at lave disse, og har brugt 10 muffinforme 😉
Venligst, Rosa