Honningristet müsli og om at komme ned i tempo
Det her er mit første indlæg på Helsebloggen, og jeg har glædet mig ret meget. Og selvom jeg også har været en smule nervøs for, om der overhovedet er nogen, der gider læse med om mine opskrifteksperimenter og sundhedstanker, så synes jeg alligevel, at tanken om, at jeg her på bloggen kan have mit eget lille hjørne af Internettet, er ret hyggelig.
Mit første indlæg kommer på årets for mit vedkommende første sommerferiedag, som i den grad har ladet vente på sig. Men så meget desto dejligere var det, da den endelig kom. Jeg har nydt den med Mads og Monopolet Sommerpodcasts som lydtapet det meste af dagen, mens jeg har hygget mig med et par madprojekter i køkkenet og forsøgt at falde ned fra hverdagens Duracell-tempo til et mere ferieagtigt ’du-når-det-nok’-tempo.
Et af dagens madprojekter var nu nok mere en lille syssel end et projekt, for det var virkelig simpelt, og det er egentlig et af mine go-to weekendgøremål, når jeg indimellem gerne, med et minimum af indsats, vil lege overskudsagtig type, der lige flikker noget sammen fra bunden. Som overskriften såvel som billedet i toppen af indlægget kraftigt har hintet, var syslen en omgang honningristet müsli. Så at tale om at lave den fra bunden er måske nok at glorificere min bedrift en smule. Det er i bund og grund bare noget med at blande gavmilde mængder nødder og kerner og komme dem i ovnen. Men alligevel. Og selvom opskriften er nem, er den altså også virkelig lækker.
Jeg kan rigtig godt lide at lave min müsli selv, så jeg ved præcis, hvad der er i, og så jeg slipper for at pille ting fra, jeg ikke lige synes hører hjemme i min müsli (jeg kigger på jer, bananchips og ubestemmelig, tørret frugt!).
Opskrift på Honningristet Müsli
Ingredienser
- 1 dl havregryn
- 1 spsk græskarkerner
- ½ dl mandler
- ½ dl hasselnøddekerner
- 1 dl blancherede, usaltede peanuts
- 1 spsk stenalderbrødsblanding (som indeholder alskens frø og kerner, så man slipper for at indkøbe et stort arsenal af en masse ting, man alligevel ikke får brugt op)
- 2 spsk akaciehonning
- Lidt kokosolie
- Evt. lidt tørrede tranebær
Fremgangsmåde
1. Mens kokosolie og akaciehonning smeltes ved medium varme i en gryde, hakkes nødderne groft og blandes sammen med de øvrige ingredienser i en skål.
2. Kom den smeltede olie-/honningblanding i skålen og rør sammen.
3. Det hele bredes ud på en bageplade og bages ved 180 grader i 15-20 minutter.
4. Hold løbende øje med müslien, så den ikke brænder på, og sørg for at røre i den et par gange undervejs, til den får en ristet, gylden farve.
5. Når müslien er ude af ovnen, kan du evt. tilsætte tørrede tranebær, som giver lidt ekstra sødme.
6. Lad müslien afkøle, inden den puttes på glas eller i en anden lufttæt beholder.
Jeg håber meget du får glæde af min opskrift på Honningristet Müsli.
Ser godt nok lækkert ud! Og meget nemt og brugervenligt, fede tips om det med korn-blandingen 😉 Vil prøve det i morgen.
Dejligt, at du kunne bruge tippet! Rigtig god müslibagning 🙂
Ser super lækkert ud. Det vil jeg bestemt også prøve 🙂
Dejligt at høre! 🙂
Hvor ser det dejligt ud! det skal helt sikkert prøves 🙂
Tak! Håber, du kan lide den, når du giver dig i kast med den 🙂